Regnskabsordbog fra e-conomic
Find svar på regnskabs- og bogføringsbegreber
Vægtafgift – hvad er vægtafgiften?
Vægtafgift er en afgift, du betaler til staten, når du har et køretøj. Har du en nyere bil, skal du i stedet betale grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift.
e-conomic er et komplet regnskabsprogram til alle slags virksomheder. Prøv e-conomic regnskabsprogrammet med alle funktioner gratis i 14 dage.
Vægtafgift er en bilafgift, som ejere af køretøjer betaler til Skat. Det er bilens vægt, der afgør, hvor meget du skal betale i vægtafgift. Jo tungere bilen er, jo højere vægtafgift skal du betale, fordi tunge biler slider mere på vejene.
Vægtafgiften er i gang med at blive afløst af andre bilafgifter. Og det er alderen på din bil, der afgør, hvilken afgift du skal betale. Har du en bil fra før 1. juli 1997, skal du betale vægtafgift. Har du en nyere bil, skal du ikke. Så bliver du i stedet opkrævet grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift.
Hvordan betaler jeg vægtafgift?
Du bliver automatisk opkrævet vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift årligt eller halvårligt af Skattestyrelsen. De sender dig en opkrævning til e-Boks, Mit.dk, Borger.dk eller med posten, og du behøver ikke selv at indberette noget.
Hvilken afgift skal jeg betale for min personbil?
- Bilen er registreret før 1. juli 1997: Du skal betale vægtafgift.
- Bilen er registreret mellem 1. juli 1997 og 30. juni 2021: Du skal betale grøn ejerafgift.
- Bilen er registreret efter den 1. juli 2021: Du skal betale CO2-ejerafgift.
Hvilken afgift skal jeg betale for min varevogn?
- Varevognen er registreret før 18. marts 2009: Du skal betale vægtafgift.
- Varevognen er registreret mellem 18. marts 2009 og 30. juni 2021: Du skal betale grøn ejerafgift.
- Varevognen er registreret efter den 1. juli 2021: Du skal betale CO2-ejerafgift.
Du skal også betale vægtafgift for visse motorcykler, lastvogne, påhængskøretøjer, autocampere, campingvogne og veterankøretøjer.
Hvor meget skal jeg betale i vægtafgift?
Du kan lave en beregning af, hvor meget du skal betale i vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift for dit køretøj på skat.dk.
Hvordan kan jeg komme til at betale mindre i afgifter?
- Køber du en brugt bil fra før 1997, skal du gå efter en så let bil som muligt. Du skal nemlig betale vægtafgift, som stiger i takt med bilens vægt.
- Køber du en bil fra mellem 1997 og 2021, skal du vælge én, der kører længst muligt på literen. Her betaler du grøn ejerafgift, som beregnes ud fra, hvor langt bilen kører på literen.
- Køber du en nyere bil fra efter 2021, skal du finde én, der udleder mindst mulig CO2. Du skal betale CO2-ejerafgift, der beregnes ud fra bilens CO2 udledning pr. kilometer. Det er derfor en god idé at overveje en elbil og en bil, der kører langt på literen.
Skal jeg betale andre afgifter for mit køretøj?
I Danmark har vi en række afgifter, der indgår i din samlede biløkonomi:
- Køber du en ny bil, skal du betale registreringsafgift.
- Derudover skal du betale nogle løbende afgifter. De bliver kaldt periodiske afgifter for køretøjer og er vægtafgift, grøn ejerafgift og CO2-ejerafgift.
- Endelig er der en række afgifter, som kun skal betales for nogle køretøjer: udligningsafgift, partikeludledningsafgift, vejbenyttelsesafgift og privatbenyttelsesafgift.
Har du brug for et regnskabsprogram?
Prøv e-conomic gratis i 14 dage, lær alle funktionerne at kende og skriv din første faktura på 5 minutter.