Regnskabsordbog fra e-conomic

Find svar på regnskabs- og bogføringsbegreber

Forsikring - Hvad er forsikring

En forsikring er en økonomisk tryghed, hvis du kommer uheldigt afsted – det gælder både virksomheder og privatpersoner. Du kan forsikre dig mod det meste ved at tegne forsikringer målrettet forskellige situationer.

Med e-conomic regnskabsprogram er det nemt og effektivt at bogføre din virksomheds forsikringer. Prøv 14 dage gratis og få adgang med det samme.

Hvad er forsikring?

Uheldet kan være ude for os alle. Men når du tegner en forsikring, spreder du samtidig et økonomisk sikkerhedsnet ud under dig selv.
 

Forsikringen er din garanti for, at du ikke står alene tilbage med uoverskuelige regninger. Bliver din bil eller dit hus beskadiget, får du dækket en del af de økonomiske omkostninger.
 

Dog har du oftest en selvrisiko. Det er et beløb, du selv skal betale, inden forsikringen dækker de andre udgifter.
 

Hvilke forsikringer findes der?

Der findes flere typer forsikringer, som passer til forskellige situationer i dit liv. Blandt de mest almindelige er:
 

  • Bilforsikring
  • Husforsikring 
  • Ejendomsforsikring
  • Ansvarsforsikring 
  • Livsforsikring 
  • Erhvervsforsikring 
  • Indboforsikring
     

Bilforsikring

En bilforsikring er en forsikring specielt sammensat til dig, der er bilist. Når du kører i bil på offentlige veje, er du forpligtet til at tegne en ansvarsforsikring på din bil. Den sikrer, at du er dækket, hvis du ved et uheld gør skade på andre eller deres køretøjer.
 

Ansvarsforsikringen dækker dog ikke din egen bil i et uheld. Derfor består en bilforsikring oftest af den lovpligtige ansvarsforsikring med en tilvalgsforsikring som kaskoforsikring oveni. Så er du også selv dækket, hvis uheldet er ude.
 

Husforsikring

Med en husforsikring er du dækket ind, hvis dit hus får skader. Det kan være fra:
 

  • Brand
  • Vejr 
  • Skadedyr
     

Som husejer er det derfor en god idé at investere i en husforsikring, så du ikke står med uoverskuelige regninger, hvis lynet slår ned i din bolig, eller rotter gnaver og ødelægger elinstallationer.
 

Ejendomsforsikring

En ejendomsforsikring er til dig, der ejer og administrerer bygninger i forbindelse med dit erhverv.
 

Med forsikringen sikrer du både værdien af erhvervsbygningen og dens funktioner.
 

Ansvarsforsikring

En ansvarsforsikring er din økonomiske sikkerhed, hvis du uheldigvis kommer til at gøre skade på andre og deres ejendele – og du bliver gjort ansvarlig for skaden.
 

Det kan eksempelvis være, hvis du kører på knallert og kommer til at påkøre en fodgænger. Forsikringen dækker kun dit erstatningsansvar og ikke dig selv og dine ting.
 

Livsforsikring

En livsforsikring er en måde at sikre dine pårørende økonomisk, hvis du pludselig dør.
 

De efterladte får en kompensation. Det kan eksempelvis betyde, at de kan blive boende i jeres nuværende bolig og generelt har færre økonomiske bekymringer midt i sorgen.
 

Erhvervsforsikring

En erhvervsforsikring er til dig, der driver en virksomhed.
 

Den sikrer dig og din virksomhed økonomisk, hvis uheldet er ude, og der sker skader eller ulykker. Med andre ord dækker den alle virksomhedens værdier.
 

Det kan eksempelvis være:
 

  • Lager
  • Udstyr 
  • Data 
  • Maskiner
  • Værktøj
     

Indboforsikring

En indboforsikring dækker ting og værdier i dit hjem eller din virksomhed. Samtidig dækker forsikringen dit ansvar, hvis du kommer til at ødelægge eller skade andres ting, inventar eller genstande.
 

Findes der lovpligtige forsikringer for din virksomhed?

Mange forsikringer er valgfrie. Men driver du en virksomhed med ansatte, har du pligt til at investere i en arbejdsskadeforsikring.
 

Med den sikrer du dig selv og dine ansatte, hvis der sker skader, sygdom eller uheld, som skyldes arbejdet, og som giver varige mén.
 

Den lovpligtige arbejdsskadeforsikring gælder:

  • Alle virksomheder med ansatte
  • Anpartsselskaber
  • Aktieselskaber
  • Iværksætterselskaber
     

Hvad dækker din forsikring?

Det er vigtigt, at du forstår, hvordan du er dækket.
 

Typisk har du en grunddækning, som dækker de mest almindelige behov. Men du kan også vælge tilvalgsdækninger, som giver dig endnu bedre dækning. På den måde kan du sammensætte din forsikring ud fra dine specifikke ønsker og behov.
 

Din forsikringsdækning står i din forsikringspolice. Policen er kontrakten mellem dig og forsikringsselskabet.
 

Her står også alt om dine forsikringsvilkår og forsikringspræmier, som er de priser, du betaler for forsikringen.
 

Du betaler typisk hver måned, kvartalsvis eller årligt. 
 

Skadeanmeldelse: Hvordan anmelder du en skade?

Har du fået en skade af den ene eller anden art, skal du melde det til dit forsikringsselskab – gerne hurtigst muligt.
 

Du kan ringe og anmelde skaden til en forsikringsrådgiver i selskabet, men hos langt de fleste forsikringsudbydere kan du også melde skaden online. Så kan du lave din skadeanmeldelse, lige når det passer dig.
 

Typisk er processen således:
 

  1. Udfyld skadeanmeldelsen: Du har et login til din personlige side, hvor du kan udfylde anmeldelsen med relevante dokumenter på den konkrete forsikring.
     
  2. Skaden oprettes: Forsikringsselskabet opretter skaden – typisk vil du få en kvittering for oprettelsen. 
     
  3. Skaden bliver behandlet: Forsikringsselskabet gennemgår skadeanmeldelsen. 
     
  4. Skaden bliver godtaget eller afvist: Du får afgørelsen på skadesanmeldelsen fra forsikringsselskabet. 
     

Hvis forsikringsselskabet afgør, at du har ret til erstatning på skaden, får du en forsikringsudbetaling på din bankkonto.

 

Vælg din forsikring med omhu

En forsikring skal give dig ro i sindet og sikre, at du kan sove trygt om natten uden at bekymre dig om økonomien, hvis der skulle opstå skader eller uheld.
 

Når du vælger din forsikring, er det altid en god idé at undersøge markedet grundigt og finde ud af, hvilken dækning de forskellige forsikringsselskaber tilbyder. På den måde sikrer du dig bedst muligt, hvis uheldet er ude.


Har du brug for et regnskabsprogram?

Prøv e-conomic gratis i 14 dage, lær alle funktionerne at kende og skriv din første faktura på 5 minutter.

Prøv gratis